NightTime, WonderTime.

Natten trængte sig på. Det sidste sollys forsvandt bag horisonten. Langsomt blev gadelygterne tændt. Han lagde mærke til, hvordan den ene gadelygte lige overfor 7/11 flimrede en smule. Han sad længe i vinduet og kiggede ud på den rolige nattetrafik. Folk der stimlede sammen ude foran natklubberne. Den ene bus efter den anden, der svævede konstant rundt på gaderne. Ens udover indenholdet. Han kunne mærke en kold luft ramme ham, fra det dårligt isolerede vindue. Langsomt som natten trak sig over den pulsrende storby, begyndte flere og flere mennesker, at vandre rundt i gaden. Primitive, lammet af alkohol. Råbte og skreg. Sang og dansede rundt i gaderne. Hans øjenlåg blev tungere og tungere. Hans øjne blev tørre, og hans hoved begyndte at vippe. Han vidste det snart var tid til at forsvinde ind i den imaginære verden hvor alt var muligt. Hvor han kunne være noget, uden at blive pillet ned. Hvor han kunne elske sig selv, og turde sige det højt, uden at mennesker ville dømme ham. Hvor en enkelt lille svipser, ikke gjorde ham til sorteper. Hvor fremmede kunne være venlige, uden at man blev bange for dårlige intentioner. Hvor religion ikke kunne udløse massemord. Hvor det at snakke sammen, rent faktisk hjalp, og vold aldrig var løsningen. Hvor ingen blev undervurderet. Hvor dyr ikke blot var mad, men også levende væsner. Et sted hvor alle blev hørt, og ingen blev offer for undertrykkelse. Rettigheder til alle. Et sted med ægte kærlighed. Hvor man tænkte på jorden, og det at være grøn og vegetarisk ikke blot var noget man gjorde for omdømmet. Hvor man turde være sig selv, og ikke blev dømt for at være det. Et sted, hvor alle var ubarmhjertelige. Et sted med taknemlighed. Hvor alle var lige. Ingen jantelov. Ingen mistro. Ingen fordomme.  Og absolut ingen grådighed. En naiv verden? Måske. Men en bedre verden.